Grabow & Guldhammer -presse

Sara Grabow og Mia Guldhammer præsenterer ekstrakter
af nogle af Danmarks ældste sange. Den mundtlige overlevering igennem århundreder finder vej til et moderne og poetisk udtryk i kraft af to kvindestemmer; Grabows lyse og Guldhammers mørke. Fortidens fortællinger bidrager med intens og rodfæstet visdom, som synes væsentlig og kærkommen i vor forjagede tidsalder. Stemmerne akkompagneres af Grabows akustiske guitar og Guldhammers dulcimer og arrangementerne sender hilsner til Simon & Garfunkel, Joni Mitchell og Trille.

Mia omtaler sig selv som traditionel balladesanger, og har igennem årene sunget og kædedanset de gamle viser for tusindvis af mennesker i ind og udland.
Bl.a. med gruppen “Virelai”, det mere elektroniske “Mallebrok” og det internationale projekt “Nøkken” med det bretonske band “Dour/Le Pottier Quartet” og den svenske sanger Sofia Sandén. Senest har Mia udgivet “Tral, Tråd & Traditioner” (2021) med guitarist Morten Alfred Høirup.

Mia er opvokset med folkemusikken, og optrådte allerede som barn i familiens orkester. Mia har altid følt sig draget af balladerne, og føler et særligt slægtskab med de mange, lange tekster, der uden problemer synges frem, som var de plantet i hendes DNA.

Sara omtaler sig selv som en moderne troubadur,
der med sine sange og guitaren under armen udforsker klangfulde rum og lydens betydning for mennesket. Tidligere har Sara udgivet albums i en mere traditionel singer/

song writer stil, men nu er fokus flyttet til et mere meditativt og filosofisk univers, hvor musikkens formål er publikums fordybelse og ro. Kerne-udgivelsen EneRum fra 2017 udfoldes på hjemmesiden www.EneRum.dk. Senere udviklede Sara lydvandring.dk -koncerter, der bevæger sig sammen med publikum i akustisk varierede rum. Sideløbende har Sara medvirket i teateropsætninger bl.a. “Come Together teaterkoncert” på Østre Gasværk i 2009 og “Vintersilhuetter” på Riddersalen 2020. Sara turnerer derudover løbende med faderens Sebastians sange og med trioen
“Den Gamle Sangskat”, som spiller nyfortolkninger af gamle klassikere.