Flamencolegenderne_410x300







Rasmus Dissing og Flamencolegenderne

Forestillingen er et unikt musikalsk og kunstnerisk møde mellem flere af Spaniens bedste flamencokunstnere bl.a. guitarist Eugenio Iglesias, flamencodanser Manuela Vargas og sanger Rasmus Dissing, flamencodanser Kirstine Hastrup, og den danske guitarist Nikolaj Rosengreen. Forestillingen tager udgangspunkt i den autentiske spanske flamencotradition, hvis udtryk hylder mangfoldighed, fællesskab og møder på kryds og tværs af genrer. Det tværkunstneriske møde mellem spanske og danske kunstnere, er eksempel på hvordan kulturelle møder kan fremelske det bedste i vores egen kultur.
Koncerten er et resultat af Kirstine Hastrups projekt 'Verden for dine fødder' der var del af Aarhus 2017 officielle program. Linket viser bl.a. Rasmus Dissing, Eugenio Iglesias, Manuela Vargas og Kirstine Hastrup under deres koncert i Den Gamle By, juli 2017.
Lyden af Kulturarv

Danmark har en fantastisk rig sangtradition. Netop den tradition griber vi fat i for at vise, hvordan musikken kan skabe fællesskab og identitet på tværs af kulturelle forskelle. Med udgangspunk i årets tema ønsker vi at præsentere et ambitiøst musikalsk highlight, der bygger bro på tværs af Europa og sætter ny lyd til den danske kulturarv. Målet er at præsentere en koncert, der lader publikum opleve velkendte danske sange i en ny international kunstnerisk konstellation. ’Lyden af kulturarv’ er et koncertprojekt, hvor den danske sanger Rasmus Dissing mødes med nogle af Spaniens allerstørste flamencostjerner for at sætte spansk temperament til en række danske højskolesange. De gamle danske sange frembringer minder, griber tilbage til oplevelser med dem, der er tæt på os og sætter ord på følelsen af en verden større end os selv – generationers gang, årets cyklus og livets store temaer. På samme måde rummer den sydspanske flamencotradition en stærk og levende musikkultur med sange til ethvert af livets øjeblikke. De internationale flamencokunstnere, der er inviteret til at sætte ny lyd til den danske kulturarv, finder derfor både inspiration og genkendelighed i det danske tekstunivers. Med koncertprojektet sætter vi to musikkulturer sammen, der på den ene side rummer ligheder og på den anden side repræsenterer store modsætninger i udtryk. Det mere indadvendte nordiske overfor det udadvendte sydspanske. Koncerten byder på alt fra Sebastians ’Vårvise’ til Grundtvigs ’Jeg gik mig ud en sommerdag’ tilsat flamencodans, klap, guitar og cajón i absolut verdensklasse.